Det mest skadelige ved at sælge sex er den stigmatisering og mangel på rettigheder, der følger med.
I løbet af de seneste år er fordømmelsen af sexarbejdere fra almindelige borgere i Danmark aftaget. Sexarbejderne har effektivt argumenteret for deres sag og fundet støtte til deres kamp fra mindst 2 ud af 3 danskere.
Til gengæld er stigmatiseringen og forfølgelsen fra statsmagtens side taget til i styrke. Der foregår en veritabel “krig mod prostitution” fra politikere, organisationer og offentlige myndigheder.
Politiet er et villigt redskab i denne krig. Nogle af de metoder der benyttes ligner dem, som vi plejer at kritisere politistater og bananrepublikker for. Der er tale om krænkelser af borgeres rettigheder.
Regeringen har samtidig gennemført en de facto-kriminalisering af sexarbejderne ved at bruge rufferiloven. Fordi rufferi er ulovligt i Danmark, er sexarbejdernes udgifter til f.eks. husleje umulige at trække fra i skat, og det betyder at stort set alle sexarbejdere må snyde i skat – simpelthen fordi de, hvis de opgiver alle indtægter og udgifter, har en trækprocent på over 100%. Det er bare et af eksemplerne på, at kriminalisering af et hvilket som helst aspekt af prostitution altid rammer sexarbejderne selv hårdest.
Denne de facto-kriminalisering rettes p.t. især mod massageklinikkerne, uanset at forskning i sexarbejde peger på, at klinikkerne er de sikreste arbejdssteder; der hvor der er mest tilfredshed, sundhed og sikkerhed. I stedet for at forbedre arbejdsforholdene eller kun gå efter steder med dårlige arbejdsvilkår og tegn på grov udnyttelse, synes regeringen at være skjult igang med at lukke/tvinge klinikkerne under jorden.
I denne blog kan du læse eksempler på politi, Skats og andre myndigheders overgreb, fortalt af de sexarbejdere, som selv har oplevet det – samt analyser af situationen.
Bloggen er oprettet af foreningen Seksualpolitisk Forum, i samarbejde med en række sexarbejdere.
Hvis du har oplevet overgreb på grund af sædelighedslovgivningen, vil vi gerne høre fra dig. Du kan også få hjælp til at skrive din historie – send os en mail:
kontakt@saedelighedspolitiet.dk