Når politiet lytter til sexarbejdere

Politiet har over de seneste ti år aflyttet titusindvis – måske hundredtusindvis – af danskernes telefonsamtaler, i forbindelse med efterforskningen af rufferisager. Det har poltiet fået lov til med ”rockerloven” fra 2003. Men siden kan ingen komme på noget tilfælde, hvor en rocker faktisk er dømt for rufferi. Alligevel vil politikerne ikke ændre loven – og den massive aflytning af almindelige danskere fortsætter.

Af Sten Thorup Kristensen, journalist

Først bragt på webstedet Damefrokosten.com d. 14. – 20. oktober 2012.

 

Har du kendt en sexarbejder? Det er der stor sandsynlighed for, at du har. Selv om det kun er nogle få procent i hver årgang, der på et tidspunkt i deres liv sælger sex, er det tilstrækkeligt mange til, at de fleste af os vil møde en eller flere af dem i løbet af en livstid. Sexarbejderne er blot diskrete omkring det.

Men hvad du ikke selv ved om din omgangskreds – det ved politiet. De lytter nemlig meget ofte med, når sexarbejdere taler i telefon.

Dét har de fået lov til, fordi politiet og Rigsadvokaten i 2003 forklarede Folketinget, at det var afgørende for at fange de rockere og andre organiserede kriminelle, der angiveligt styrede bordeller.

Men denne oplysning var i den venligste fortolkning baseret på en misforståelse. Der er ikke siden dengang fundet eksempler på organiserede kriminelle, der havde nogen som helst ledende rolle i forhold til sexarbejde, og som er blevet dømt for rufferi eller menneskehandel. Hvad der derimod er set tilfælde af, er organiserede kriminelle, der med brutale midler afpresser sexarbejdere og deres samarbejdspartnere.

Men i dag er det netop disse sexarbejdere og deres udlejere og telefondamer, der bliver udsat for politiets hårdhændede efterforskningsmetoder.

Dette er historien om, hvordan Folketinget på et falskt grundlag bevilgede poltiet meget vidtgående rettigheder i forbindelse med efterforskning af rufferisager. Hvordan politiet lod som ingenting og blev ved med at bruge disse rettigheder, selv da det stod klart for dem og alle andre, der fulgte området, at grundlaget var falskt. Hvordan det i dag ødelægger familier og rammer borgere, der ikke har gjort nogen noget ondt. Og hvordan de selvsamme politikere, der har ansvaret for miseren, reagerer på den med et skuldertræk.

INGEN RETSSIKKERHED

Antallet af politiets telefonaflytninger er steget voldsomt de seneste år. Ifølge Rigsadvokaten var der i 2011 4448 personer, der blev aflyttet. Reelt er der tale om endnu flere, da en retskendelse til at aflytte telefoner også omfatter andre telefoner, den pågældende bruger – for eksempel familiemedlemmers telefoner, telefoner på arbejdet og så videre.

Rigsadvokaten har ingen viden om, hvor stor en del af aflytningerne, der handlede om bagmandsvirksomhed i henseende til prostitution. Men der er tale om en betragtelig del. Kim Kliver, daværende chef for det nationale efterforskningscenter under Rigspolitiet, oplyste for eksempel i 2006 til 3Fs nyhedsbrev, at man i blot et enkelt sagskompleks havde været oppe på at aflytte over 20.000 samtaler. Den praksis er åbenbart fortsat, for i november sidste år tilføjede han over for Berlingske, at der blot i en enkelt stor rufferisag med et landsdækkende escortbureau kunne være flere tusinde samtaler at lytte igennem.

Andre rufferisager involverer en mindre personkreds. Men ifølge Thomas Michael Berg, der har været forsvarsadvokat i adskillige rufferisager, er det fast praksis, at der indgår aflytninger.

”Det sker hver gang. Der er ganske vist advokater til at tale de berørtes sag, hver gang retten skal give tilladelse til en aflytning. Men de kan jo af gode grunde ikke tale med klienterne, der jo ikke skal vide, at de bliver aflyttet. Byretten er også meget rundhåndet med at give tilladelserne til politiet. Retssikkerheden er stort ikke-eksisterende,” siger Thomas Michael Berg.

Grundreglen omkring telefonaflytninger – den findes i retsplejelovens paragraf 781 – er, at den omhandlede forbrydelse skal have en strafferamme på mindst seks års fængsel. Denne regel viser, hvor alvorligt et indgreb i borgernes rettigheder telefonaflytninger bliver betragtet som.

Hen ad vejen er der imidlertid kommet en stribe undtagelser, så politiet også må aflytte telefoner ved efterforskningen af mindre alvorlige forbrydelser. For rufferi efter straffelovens paragraf 228 er strafferammen kun fire års fængsel. Men her kom undtagelsen ind i retsplejeloven i 2003.

Det var i forbindelse med en lov, der skulle give nye midler til at bekæmpe rockerkriminalitet. Muligheden for at foretage aflytninger i rufferisager var kun en lille del af loven, og det var heller ikke det, der var i fokus i samtiden. Det var i stedet især en paragraf om, at politiet kunne benytte sig af meddelere. Det havde man ikke set før.

DET HEMMELIGE  UDVALG

Noget andet, man heller ikke havde set før, var et element i selve lovprocessen. Loven blev til på anbefalinger af et udvalg sammensat af politiet og Rigsadvokaten. Men medlemmerne af udvalget var hemmelige. Hensigten – eller i hvert fald den officielle forklaring på konstruktionen – var, at medlemmerne ikke skulle udsættes for repressalier fra organiserede kriminelle. Men blandt andet SF og de radikale protesterede mod, at man gennemførte en lovgivning på basis af anbefalinger fra mennesker, man ikke bagefter kunne stille til ansvar for fejl og mangler.

Det hemmelige udvalg var ganske skråsikre i deres påstand om, at bordellerne var styret af organiserede kriminelle. Justitsministeriet skrev i bemærkningerne til loven:

”Politiets og anklagemyndighedens repræsentanter i arbejdsgruppen har i tilknytning til drøftelserne om, hvordan politiets indsats mod rockerkriminalitet kan styrkes, peget på, at prostitutionsmiljøet i Danmark i stigende omfang er styret af kriminelle netværk, herunder af personer med tilknytning til rockergrupper. Prostitutionsmiljøet består i dag kun i mindre omfang af kvinder, der på egen hånd driver prostitutionsvirksomhed. (…)

Der bør efter Justitsministeriets opfattelse generelt sættes snævre grænser for politiets adgang til at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden. Der må i forbindelse med overvejelser om at udvide adgangen hertil foretages en overordnet afvejning af på den ene side hensynet til en effektiv kriminalitetsbekæmpelse og på den anden side hensynet til borgernes privatliv.

Det er imidlertid Justitsministeriets vurdering, at der kan være særlige kriminalitetsformer, hvor sædvanlige efterforskningsmetoder ikke er tilstrækkelige til, at politiet har mulighed for at bekæmpe sådan kriminalitet.

Udviklingen i det danske prostitutionsmiljø, herunder den mere organiserede måde prostitution drives på i dag, har medført, at politiet har fået stadig vanskeligere ved at efterforske og opklare bagmandsvirksomhed i forbindelse med prostitution. Frygten for repressalier fra de organiserede kriminelle netværk, der rekrutterer de prostituerede og driver bordellerne mv., medvirker til at afholde de prostituerede, der udnyttes ved bagmændenes virksomhed, fra at medvirke til sagens opklaring.”

Selv om politiet i 2003 fik adgang til at foretage telefonaflytninger i rufferisager, fordi det ifølge dem var nødvendigt for at fange de organiserede kriminelle, der angiveligt styrede prostitution, er det aldrig lykkedes at finde sådanne organiserede kriminelle i en sådan rolle. Politiet er da også gået helt bort fra tesen. I en redegørelse, som Rigspolitiet afleverede til Justitsministeriet i 2010, var forklaringen en helt anden, end den Folketinget havde fået syv år tidligere.

”Ingen efterforskninger har endnu kunnet påvise tilstedeværelsen af større sammenhængende netværk af kriminelle bagmænd, som i fællesskab kontrollerer et større antal prostituerede kvinder. Politiet arbejder i stedet med en formodning om, at der er tale om enkeltstående bagmænd, der hver kontrollerer op til 10-15 kvinder fordelt på flere bordeller,” hed det nu.

HVAD ER DET KRIMINELLE?

Jeg har spurgt Rigspolitiet, hvor mange rockere eller andre organiserede kriminelle, de har fået dømt siden 2003. Det har de ikke noget tal for, og de har heller ikke været i stand til at nævne et eksempel på, at rockere er dømt for rufferi. Derfor kan der alligevel godt være faldet den slags domme, men heller ikke andre kilder, jeg har spurgt, har kunnet komme i tanke om nogen.

Rigspolitiet henviser i stedet til Rigsadvokaten, altså den øverste anklagemyndighed. Men herfra lyder samme melding: Der er intet kendskab til, at man har fået rockere eller andre organiserede dømt for rufferi – trods de mange telefonaflytninger, der kommer oven i meget hyppige kontroller af bordellerne.

Når man alligevel jævnligt kan læse om organiseret kriminalitet i forbindelse med bordel- og escortvirksomhed, er der flere forklaringer på det.

Én er, at misforståelser og falske rygter bliver blæst op i sensationslystne medier.

En anden er, at rockere i nogle tilfælde udfører lovlige opgaver på bordeller. Det er ulovligt at foretage kriminelle handlinger, men det er ikke ulovligt at være rocker. Derfor kan de godt udføre vagttjenester, der i sig selv er fuldt lovlige – også på bordeller.

Noget sådant beskriver en sexarbejder for eksempel i SFI-rapporten ”Prostitution i Danmark”, der blev udgivet sidste år. For hende er det normalt at betale 100 kroner pr. vagt som ”beskyttelsespenge”. Det fremgår ikke direkte, at det handler om rockere. Men hun kan ringe til de pågældende, hvis hun føler sig utryg. Det foretrækker hun af flere grunde frem for at ringe til politiet, og hun pointerer over for rapportens forfattere, at der ikke er tale om tvang.

Ifølge en kilde, der har arbejdet i branchen i mange år, var involvering med rockere ikke gængs, men dog mere normalt, mens salg af seksuelle tjenester stadig var strafbart. Denne strafbarhed blev ophævet i 1999. Kontakten til rockere fortsatte, men den er aftaget, vurderer kilden.

Der kan også være, eller kan have været, et underforstået element af afpresning fra rockeres side. Men det er i givet fald stadigvæk ikke rufferi eller bagmandsvirksomhed, men netop afpresning.

Men netop afpresningen af bordeller – ikke fra rockere, men fra andre kriminelle grupper – har fået en langt mere alvorlig dimension de seneste år. Og det er den er den tredje forklaring på, at man i medierne kan læse, at sexarbejde er forbundet med hård kriminalitet.

I slutningen af august fyldte værtshuse på Nørrebro i København en del i medierne. De blev afpresset af lokale bander, og en modig værtshusholder sagde fra. Hun fik masser af sympati fra høj og lav i samfundet.

En anden erhvervsdrivende i bydelen oplevede noget tilsvarende allerede i 2009. Her blev de to gerningsmænd, der havde truet med at brænde hendes forretning ned, idømt fængselsstraf, skrev Jyllands-Posten. Men denne anden forretningsdrivende fik hverken offentlighedens opmærksomhed eller politikeres forsikringer om, at der ville blive taget hånd om problemet.

Det var et bordel, kvinden drev. Og hendes sag var langt fra enestående for branchen.

Kim Kliver fra Rigspolitiet forklarede i forbindelse med afpresningssagerne i august på tv, at denne form for kriminalitet havde bredt sig fra at ramme bordeller til også at ramme for eksempel værtshuse.

Bordellernes relation til den organiserede kriminalitet er altså ikke at tage del i den – men at være ofre for den. Alligevel bliver de kontrolleret, aflyttet og forfulgt med det udgangspunkt, at de selv er de kriminelle.

HVEM ER BAGMÆNDENE?

Men hvem er det så, der styrer bordellerne?

Det er ikke i alle tilfælde guds bedste børn. I nogle tilfælde er det personer, der er involveret i anden kriminalitet. Det blev for eksempel åbenbaret i en sag fra Jylland, hvor tre bordeller i forfaldne huse var drevet dels af en ejer af husene, dels af to personer, der samtidig med rufferidommen modtog domme for en alenlang række forseelser, som besiddelse af narko og våben.

Men i langt de fleste tilfælde er der tale om personer, der har haft en ren straffeattest, før de bliver tiltalt og/eller dømt for rufferi.

Netop gennem de seneste års tid har politiet flere steder voldsomt optrappet bestræbelserne på at få nogle domme for rufferi i hus. Blandt målene for denne indsats er de fleste nogle, som poltiet og skattemyndighederne kender udmærket – ikke for forbrydelser, men fordi man har samarbejdet med dem, sådan som også andre virksomheder samarbejder med forskellige myndigheder i hverdagen.

Indsatsen er blandt andet gået ud over et fynsk ægtepar, der gennem en årrække har drevet et bordel – og samarbejdet med Skat for at sikre sig, at der ikke var tale om ulovligheder. Ægteparrets hjem røg på tvangsauktion allerede mens sagen kørte.

En af forsvarsadvokaten Thomas Michael Bergs klienter var en ung mand, der havde forelsket sig i en østeuropæisk sexarbejder. Han havde haft hende boende i sit hjem, hvor hun også havde haft kunder på besøg. Men han havde ikke tjent penge på det, ud over mindre beløb i nogle tilfælde, hvor han havde fået benzinpenge for at køre hende ud til kunderne. Den unge mand fik en meget mild, betinget dom.

En anden af Thomas Michael Bergs klienter var en 80-årig kvinde på Sjælland, som overtog driften af et bordel fra sin datter, da denne døde for nogle år siden.

”Hun sidder så over for dommeren, og hun beder om ordet. Hun siger så til dommeren, at alle pigerne har været glade og tilfredse, at der er tale om et glædeshus, og at hun ikke forstår, hvad man bebrejder hende. Jeg tænker – nu har hun næsten tilstået,” fortæller Thomas Michael Berg.

Den 80-årige kvinde, der drev et bordel på Sjælland, gjorde sin advokat urolig, da hun sagde til dommeren, at hun drev et glædeshus, og at alle pigerne var glade og tilfredse.

Men hvorfor stiller man sig værre i forhold til en anklage om rufferi ved at komme med sådan en udtalelse?

DEN MORALSKE STRAFFELOVGIVNING

Når politikere taler om rufferi, er det bagmandsvirksomhed og udnyttelse af sexarbejdere, de har i tankerne. Men den anvendelse af loven er baseret på en misforståelse.

De to rufferiparagraffer – 228 og 229 i straffeloven – er ældgamle, og i deres oprindelse handler de ikke om udnyttelse. De handler om religiøs moral. De er placeret i straffelovens kapitel om ”kønssædelighed”, og det er heller ikke det at tjene penge på andres salg af seksuelle tjenester, der ulovligt – det er at tjene penge på at forlede andre til ”kønslig usædelighed”. Det vil sige at have andel i organiseringen af salg af seksuelle ydelser.

Derfor kan Ekstra Bladet sælge dyre annoncer, og staten kan opkræve skat fra sexarbejdere, uden at nogen af parterne er ruffere. Og derfor gør det i henseende til at skyldsspørgsmålet i en rufferisag heller ikke nogen forskel, om man har skabt gode forhold for sexarbejderne. Tværtimod kan netop dette være den strafbare handling.

Det fik en kvinde fra Roskilde at mærke, da hun den 22. august blev idømt fire måneders betinget fængsel for rufferi. Hun var selv tidligere sexarbejder, og hun havde lejet et lokale til sin forretning. Når hun ikke selv anvendte dette lokale, lejede hun det ud til kolleger. Nu var hun selv ophørt med at sælge sex, og det fremgår af retsbogen, at hun deltog i en gruppe sammen med andre, der havde samme ønske.

Men hun var fortsat med at leje lokalet ud. Hendes fortjeneste på det har højest været få tusinde kroner om måneden. Det var ikke i sig selv rufferi, for det er lovligt at leje ud til sexarbejdere. Men hendes brøde var, at hun havde ansat lejen til hundrede 100 kr. pr. kunde, op til 700 kroner pr. vagt. Dermed var hun involveret i driften. Havde hun bare taget 700 kroner pr. vagt, kunne hun være gået fri – selv om netop denne løsning med en fast pris ofte bliver omtalt som særlig kynisk bagmandsvirksomhed, fordi sexarbejderne så risikerer at få underskud på en vagt, hvor der kun er få kunder.

En anden typisk bevisførelse er, at udlejeren har ført en vagtplan. Det taler for, at hun er involveret i driften, og ikke bare udlejer. Tilsvarende er et større antal telefondamer blevet frikendt i rufferisager, fordi de har modtaget betaling direkte fra sexarbejderen. Havde sexarbejderne i stedet betalt et lidt større beløb til udlejeren, som så havde afregnet med telefondamerne, var disse blevet kendt skyldige.

SEXARBEJDERNES DILEMMA

Sexarbejdernes InteresseOrganisation (SIO) har længe argumenteret for en afskaffelse af rufferiparagrafferne.

”Vi vil have samme beskyttelse, som alle andre erhvervsdrivende har, for eksempel gennem lejeloven og gennem aftaleloven. Men det har vi ikke. Vi har kun rufferiparagrafferne, som netop ikke beskytter os, men som blot over en bred kam gør vores samarbejdspartnere til forbrydere. Det er helt absurd, og det viser det politiske hykleri, når man straffer vores samarbejdspartnere, selv når de netop har gjort sig umage for at give os gode forhold at arbejde under,” siger talskvinden Susanne Møller.

”Ironien er, at mange dømte ruffere har gjort mere godt for sexarbejdere, end flere af de støttede hjælpeorganisationer kan prale med. Det er i de systemer, politikerne selv har sat i værk, at man finder den største uduelighed og grådighed,” tilføjer Susanne Møller.

Sexarbejderne og deres samarbejdspartnere prøver naturligvis at undgå at overtræde rufferiparagrafferne. Det er blot ikke nemt. Adskillige af dem, der er blevet retsforfulgt de seneste år, har i lang tid samarbejdet med både Skat og politiet, som de åbent har fortalt om, hvordan forretningen foregik. Det har de gjort netop for at undgå risikoen for lovbrud og efterfølgende straf.

Men det viste sig altså, at politiet samtidig søgte at få de pågældende dømt for rufferi. Og altså herunder aflyttede deres telefoner. Derfor advarer SIO i dag generelt sine medlemmer om at tale om forretningens drift på telefonen.

Talskvinden Susanne Møller går også ud fra, at de telefoner, hun selv bruger, bliver aflyttet.

”Det er en ubehagelig tanke. Man vænner sig måske nok til det selv, man det er jo langt fra alle dem, man taler med, der ved, at der sidder politifolk og lytter med. Principielt er det værste måske, hvis også SIO’s telefon bliver aflyttet. Vi er en forening, der deltager i debatter med politikerne. Samtidig sætter politikerne politiet til at aflytte vores telefon. Jeg fatter ikke, at de ikke kan se problemet i det,” siger Susanne Møller.

POLITIKERNES BLINDE ØJE

På Christiansborg er der imidlertid ingen af dem, der i sin tid var med til at åbne adgangen for aflytninger i rufferisager, der føler trang til at lave noget om.

Lene Espersen (K) var justitsminister, da loven blev vedtaget. Hun var dermed også den ansvarlige minister bag de anonyme vurderinger fra Rigspolitiet og Rigsadvokaten om, at prostitution blev styret af rockere og andre organiserede kriminelle.

Jeg har i en e-mail spurgt hende, om hun, på baggrund de opnåede erfaringer i mellemtiden, finder det relevant at vende tilbage Retsplejelovens udgangspunkt og annullere den adgang til at foretage telefonaflytninger i sager om rufferi, som blev vedtaget i 2003.

”Det har jeg desværre ikke mulighed for,” svarede Lene Espersen kortfattet.

Birthe Rønn Hornbech var ordfører for Venstre, da loven blev vedtaget. Hun oplyser til mig, at hun ikke har tid til at sætte sig ind i sagen.

”Jeg udtaler mig ikke, når jeg ikke kan huske en sag, og jeg kender ikke til, hvad der foregår af telefonaflytninger. Men betingelserne skal fortsat være i orden. Hvis ikke betingelserne er opfyldt, kan bestemmelsen jo heller ikke bruges,” skriver Birthe Rønn Hornbech.

Med det sidste hentyder hun til, at når det af lovens bemærkninger fremgår, at muligheden for telefonaflytning er givet for at fange organiserede kriminelle, så er det også kun det formål, man må bruge aflytningerne til.

Den udlægning bliver dog afvist Jørn Vestergaard, professor i strafferet ved Københavns Universitet. Ifølge ham har Birthe Rønn Hornbech og de andre politikere, der stemte for lovændringen i 2003, åbnet for aflytninger i alle rufferisager.

”Bestemmelsen er jo generel, og bemærkningen i forarbejderne er ikke til hinder for at bringe bestemmelsen i anvendelse i tilfælde, selv om der ikke er tegn på, at rockere eller bestemte kriminelle netværk i øvrigt er indblandet,” skriver Jørn Vestergaard.

Socialdemokraternes ordfører tilbage i 2003 var Morten Bødskov. Han er i dag justitsminister, men heller ikke han er indstillet på at ændre i loven igen.

”Muligheden for at foretage telefonaflytninger i sager om rufferi blev indført, fordi man havde erfaret, at prostitutionsmiljøet i stigende omfang blev styret af kriminelle netværk. Med telefonaflytninger fik politiet et efterforskningsredskab, der kunne medvirke til at afsløre forbindelsen mellem de prostituerede og bagmændene.  Jeg har ikke kendskab til, at vurderingen for politi og anklagemyndighedens side i dag skulle være en anden. Derimod forstår jeg, at det stadig er opfattelsen, at prostitutionsmiljøet styres af organiserede kriminelle, herunder rockere.  Jeg finder på den baggrund ikke anledning til at ændre på muligheden for at kunne anvende telefonaflytninger i sager om rufferi,” udtaler Morten Bødskov til Damefrokosten.

Der er tale om en skriftlig kommentar, og ifølge pressemedarbejder Jakob Thune har ministeriet i anledning af Damefrokostens forespørgsel rettet henvendelse til både Rigsadvokaten og Rigspolitiet – de samme organisationer, der i sin tid bad politikerne om muligheden for at foretage aflytninger i rufferisager. Og herfra har ministeren fået den melding, at det stadig er vurderingen, at rockere og organiserede kriminelle styrer prostitution.

For både politiet og Rigsadvokaten kan man slå fast, at adgangen til at foretage telefonaflytninger under alle omstændigheder er bekvem. Den gør det både nemmere og billigere at få folk dømt. Men altså til den pris, at man samtidig selv foretager overgreb, der er alvorlige – nemlig de samme aflytninger.

ET SVÆVENDE SVAR

Det kan være helt op mod 10.000 telefonsamtaler, der hvert år bliver aflyttet i forbindelse med efterforskning af rufferisager. Langt størstedelen af disse sager ender med frifindelser eller milde betingede domme. Og der er altså endnu ikke kendte eksempler på, at rockere eller andre organiserede kriminelle er blevet dømt for rufferi, mens det har været muligt at foretage aflytninger i sagerne.

Men hvorfor fortæller Rigsadvokaten og Rigspolitiet så ministeren, at det stadig er vurderingen, at rockere og organiserede kriminelle styrer prostitution? Og hvordan hænger det sammen med politiets ord fra 2010 om, at ”ingen efterforskninger har endnu kunnet påvise tilstedeværelsen af større sammenhængende netværk af kriminelle bagmænd, og at man i stedet arbejder ud fra en formodning om, at der er tale om enkeltstående bagmænd”? (se del 3)

Det spørgsmål har jeg stillet både Rigsadvokaten og Rigspolitiet.

Hos førstnævnte instans har jeg talt med statsadvokat Jens Røn – endda adskillige gange over fem uger. På den tid er det ikke lykkedes ham at finde nogen som helst forklaring på, hvad man baserede sin melding til ministeren på. Jens Røn har ellers, efter eget udsagn, ledt efter sådan en forklaring.

Hos Rigspolitiet oplyser kommunikationsrådgiver Carsten Andersen, at selv om man ikke kan pege på konkrete domfældelser mod organiserede kriminelle i rufferisager, så har der været en del mistanker og sigtelser.

Men det er også det.

”Det er et meget svævende svar, jeg kan give dig,” som Carsten Andersen udtrykker det.