Fredløs – et regnestykke om rufferi

Fredløs

af Dina Luder

I Danmark er prostitution lovligt, men rufferi er ulovligt. Rufferi er defineret som at tjene på andres prostitution, hvilket i praksis betyder at man ikke må tage penge for nogen form for ydelser, der hjælper luderen til at udføre sit arbejde på den sikreste eller bedste måde, eller modtage penge tjent på sexarbejde.

CF.eks. må man ikke udleje lokaler der skal bruges til sexarbejde, man må ikke være chauffør for en escort, man må ikke være telefondame på en klinik, ‘bodyguard’ for en gadeluder osv.

Ifølge denne lovgivning må man faktisk heller ikke annoncere for sexarbejdere mod betaling (som f.eks. Ekstrabladet gør) eller bare have fælles økonomi med en luder – og hvis man skal trække den helt ud i yderste konsekvens, er det også ulovligt at opkræve skat af ludere (staten er Danmarks største ruffer). Men indtil videre er både Ekstrabladet, staten selv og sexarbejderes kærester og mænd (og eventuelle hustruer) gået fri. Forhåbentlig er ideen om at anholde folk for at have et parforhold med en sexarbejder så latterlig selv for politiet og politikerne, at de afholder sig fra det for fremtiden også; Men hvis indsatsen mod prostituerede bliver intensiveret, kan det godt være at Ekstrabladet og diverse sexsalgs-domæner også vil begynde at blive lukket ned eller pålagt bøder.

Det er p.t. tilladt for sexarbejdere at trække udgifter til transport og revisor og indkøb af sexlegetøj, lingeri, glidecreme, kondomer osv. fra i skat. Som Luder har påpeget, virker det groft sagt, som om lovgivningen mod rufferi kun bliver håndhævet i de tilfælde, hvor ‘rufferen’ ikke servicerer andre end sexarbejdere.

Ludere er selvstændige og betaler både skat og moms. Lad os se på et regnestykke for, hvor meget en kvinde, der arbejder på klinik, selv kan beholde af de penge, hun tjener ind på en dag. Jeg tager udgangspunkt i klinik, simpelthen fordi det er den mest udbredte sexsalgsform, jeg har ordentligt kendskab til og derfor kan lave et realistisk regnestykke for.

Da klinikejere gør noget ulovligt, er huslejen rimeligt høj, fordi den inkluderer en risiko for udlejeren (og det spiller sikkert også ind, at sex og alt der har med det at gøre generelt er dyrt). Lad os antage at denne vores fiktive luder betaler 1400 kr. i husleje for en dag (12 timer). Derudover har hun en telefondame til at booke kunder, mens hun selv er optaget, og lukke kunderne ind og ud. Telefondamen skal have 900 kr. for en 12-timers vagt. Mange sexarbejdere vælger at arbejde langt fra hjemmet for diskretionens skyld, eller de rejser rundt i landet for at udvide kundekredsen. Derfor bruger vores luder 400 kr. på togbilletter og 100 kr. på taxa. På klinikker er der ofte stillet ting som kondomer, lagner, håndklæder, latexhandsker, stearinlys osv. til rådighed, så den udgift er inkluderet i huslejen. En annonce i Ekstrabladet kan f.eks. koste 400 kr. Lad os for nemheds skyld se bort fra udgifter til egen hjemmeside og annoncering andre steder. Vi er altså oppe på udgifter på 3200 kr. Af disse kan luderen trække 900 kr. fra i skat (transport og annonce i Ekstrabladet) – resten kan hun ikke opgive, fordi det er ulovlige udgifter. Hun betaler m.a.o. (udover sin reelle indtægt) skat og moms af 2300 kr., hun ikke har. Skatten udgør 40% og momsen 25%.

Lad os antage at hun tjener 5000 kr. i løbet af en dag.

Hendes indtægt efter at have afregnet moms, men før skat og udgifter, er så 4180 kr. Trækker man også udgifterne fra, er der 1160 kr. tilbage.

Og trækker man også skatten fra, er der et underskud på 224 kr. (idet hun skal betale skat af 3460 kr.).

Uden rufferilov havde bruttoindtægten efter afregning af moms været 4640 kr. (Beløbet er højere end med rufferilov, fordi hun nu får kompensation for den moms, der er lagt på klinikkens pris.)

Trækker man også udgifterne fra, er der 1440 kr. tilbage. Indtægt efter Skat ville være 864 kr.

Hendes reelle skatteprocent, når man tager højde for at hun betaler skat og moms af 2300 kr. mere end hun har med hjem, er 119%. Hun betaler i alt 2204 kr. i skat og moms. Uden rufferilov ville hendes skat og moms være 936 kr.

(Vi har i alle regnestykker regnet med, at telefondamen også har sin egen selvstændige virksomhed, så hendes ydelse er momsbelagt.)

Det er værd at bemærke, at det ikke er muligt for en sexarbejder at trække udgifter til kriminelle ydelser fra, selv hvis hun var indstillet på at bringe andre i fare for anholdelse – for hun skal jo bruge en kvittering. Man kan nok ikke forvente, at folk vil skrive en kvittering på deres forbrydelser.

Dermed bliver rufferiloven en meget effektiv metode til de facto at kriminalisere de fleste former for sexsalg uden at behøve gøre det juridisk. For de fleste sexarbejdere vil qua den måde, de arbejder på, være tvunget til skattesnyd. Så kan politiet sætte dem i fængsel Al Capone-style, når som helst de har lyst (eller har en kvote at opfylde, som politiets taskforce mod prostitution for nylig har haft til at anholde X antal folk i sexindustrien).

Men findes der måder at sælge sex på, der er komplet rufferi-frie? Jeg kan umiddelbart komme i tanker om fire:

1. Arbejde hjemmefra, da rufferiloven som sagt ofte kun bliver håndhævet, når det, luderen betaler for, udelukkende har prostitution som formål. Dermed kan hun måske undslippe rufferianklagen, hvis hun også bor der hvor hun arbejder. Dette involverer selvfølgelig en fare for at blive smidt ud af sin bolig for at drive forretning der. (For ikke at nævne at mange af åbenlyse grunde gerne vil adskille arbejde og privatliv, og undgå at genere naboerne med konstant rend af folk.)

2. Arbejde fra en selvejet lejlighed indrettet til erhverv (hvis man lige har nogle hundrede tusind og en meget frisindet bank at bruge til startudgiften til sit sexsalg).

3. Låne en lejlighed eller en klinik gratis. Dette kræver først og fremmest usandsynligt held.

4. Gå på gaden (uden nogen form for (aflønnet) beskyttelse).

De tre første muligheder er alle ret usædvanlige, så jeg synes ikke jeg behøver gå dybere ind i dem. Gadesexarbejdere anslås til at udgøre ca. 10% af de 3200 sexarbejdere, der antages at være i Danmark. Så det er den eneste mulighed, der reelt er en gruppe af en vis størrelse, der benytter sig af.

Gadeludere har nogle gange en kæreste eller nær bekendt med sig for at passe på pengene, mens de er med kunder, og notere nummerpladerne – men de er sjældent aflønnet på anden måde, end hvis parret bare generelt deler udgifter og indtægter. Politiet har i en årrække brugt forbudszoner til at gøre sexsalg på gadeplan de facto-ulovligt, men har for nylig ophævet disse zoner efter pres fra Gadejuristen og SIO. Forbudszonerne blev dog hovedsageligt brugt mod immigranter og hjemløse stofmisbrugere, så de danske, ikke stofbrugende gadeludere går tilsyneladende nogenlunde fri af den lovgivning, der ellers omgiver os sexarbejdere og bruges imod os. (Dette er dog ved at ændre sig, da nogle sexarbejdere i forbindelse med de nylige sager mod bordeller rundt omkring i Danmark blev varetægtsfængslet – så vidt jeg har forstået fordi de ikke ville samarbejde med politiet, men jeg er ikke 100% sikker på grunden, og der er ikke megen officiel information at få.)

Man kunne prøve at læse et politisk budskab – eller et hvilket som helst budskab – ud af lovgivningen omkring prostitution, men sandheden er nok, at når den eneste ‘fuldt lovlige’ prostitutionsform i Danmark er gadesexsalg, er det simpelthen fordi ingen med juridisk eller udøvende magt på området egentlig har tænkt ordentligt over problematikken i sin helhed. Ligegyldig om man plæderer for kriminalisering, legalisering eller noget midt imellem, er der nok ikke rigtigt nogen, der ønsker at få udraderet alle andre former for prostitution end den på gaden – eller sørge for, at der lige pludselig skal være plads til 3200 ludere i gadebilledet.

Lovgivningen på prostitutionsområdet skal nok mest af alt ses som et patchwork af forskellige interesser, der i tidens løb er gået på tværs af og nogle gange modarbejder hinanden. F.eks. politiets interesse i at ‘rense gaden’ for hjemløse, narkomaner og ludere; statens interesse i at få ludere til at betale (mere) skat; de særlige blufærdiges interesse i at skjule ‘utugt’ fra offentlighedens sarte øjne; samfundets traditionelle foragt for løsagtige kvinder; forbudsfortaleres faste overbevisning om at når noget bliver kriminelt, holder det op med at eksistere; osv. Rettighedsmæssigt bliver vi skubbet rundt som skakbrikker af forskellige interessegrupper, efterhånden som de får indflydelse nok og så mister den igen. Resultatet bliver en juridisk situation, der for de fleste sexarbejderes vedkommende er umulig. En luders juridiske status i DK kan bedst beskrives som fredløs. Vi er teknisk set ikke forbrydere, men det kan stadig formodes, at vi på en eller anden måde har med forbrydelser at gøre i en grad, så vi altid kan ‘plukkes’ af politiet, hvis det bliver belejligt.

Oprindeligt udgivet på bloggen “Offentligt Fruentimmer” den  24 april 2012

Article written by

Please comment with your real name using good manners.

Leave a Reply